Efter at Jahve havde holdt sit løfte og foræret det hellige land til sit folk, og efter påbud fået udryddet de tidligere beboere, krævede han nu , at deres altre skulle rives ned, og deres Ashera-pæle hugges ned, men hvad var det nu for noget med de mindepæle med navn, der skulle ødelægges? Vi ved, at flerguderiet eksisterede tre århundreder ind i det nye årtusinde. Den sidste del af 5. Mosebog nærmer sig sin afslutning på en tid, hvor det har været alment kendt, hvorledes gudepar var etablerede, herunder Jahve med Ashira. Det må have været et alvorligt problem, når Jahve nu er blevet beskrevet som den eneste sande gud siden skabelsen. Vor skriver løser denne gordiske knude med et hug, der gør Ashira med hendes mindepæle til en af de tusinder af falske guder, der kræves udryddet. Således blev mindet om Jahves gudinde Ashira bevaret i 5. Mosebog gennem mere end to tusinde år.

Men har den kristne religions monoteistiske gud blot været en af de tusinder af falske guder?Det vil blive besvaret med følgende citater fra Gyldendals encyklopædi.

“det arkæologiske materiale fra Israel/Palæstina er meget omfattende. De moderne revisioner af den gammeltestamentlige fremstilling af Israels historie og kultur bygger i væsentlig grad herpå.
De forskellige epoker af Israels ældre historie må, som de er beskrevet i GT, betragtes som konstruktioner, skabt af sene fortællere, der skrev længe efter, at det historiske Israel var ophørt med at eksistere.

Det arkæologiske materiale fra Palæstina fra perioden 1200-587 f.Kr. viser imidlertid en helt anden religiøs virkelighed end den, som beskrives i GT. Først og fremmest er der intet, der tyder på, at religionen i Israel dengang var monoteistisk. Indskrifter, der er fundet i Israel inden for de senere år, har vist, at Jahve ikke stod alene, men at han sammen med sin gemalinde, Ashera, har udgjort et gudepar; Andre guder dyrkedes, bl.a. El og Baal, hvilket bevidnes af personnavne fundne på indskrifter fra israelitiske bosteder. Fra Samaria stammer således en større samling personnavne, der indeholder gudenavne fra 700-t. f.Kr.; de viser, at Jahve i Israel Rige på daværende tidspunkt måtte konkurrere med en række guddomme, og man kan ikke engang ud fra navnematerialet slutte, at Jahve havde det absolutte førerskab. Billedløs var kulten heller ikke, idet der fra denne periode overalt er fundet talrige småfigurer af guddomme og i visse tilfælde endda større gudebilleder.”

Utroligt er det, at denne afsløring og erkendelse af, at Jahve, Vorherre og Allah, tre guder i en og samme person har været en af de tusinder af afguder, og at dette har været holdt hemmeligt gennem mere end to tusinde år.

Hvornår denne utrolige nyhed blev offentligt tilgængelig vides ikke, men for mig skete det efter Gyldendals udgivelse af Den store danske encyklopædi for få år siden.

Afsløringen af Jahve , som værende en af de utallige afguder, har altså været kendt i flere år, uden at denne vigtige og utrolige nyhed er nået ud til almenhedens erkendelse. Hvorfor er dette ikke sket, når det betænkes, at vore generationer lever i informationernes tidsalder, hvor oplysning er kodeordet og ikke mindst for alt, hvad der angår menneskets liv og trivsel . Religionerne jødedom, kristendom og islam har siden deres tilblivelse ført til undertrykkelse, intolerance, forfølgelse, henrettelser ,religionskrige og magtmisbrug det hele forårsaget af de forskrifter, påbud og love, som på falsk grundlag er indeholdt i jødernes Thora, kristendommens Bibel og muslimernes Koran. Måske er svaret, at det er for stor en mundfuld, for stor for magthaverne, for regering, statskirke og de enorme masser af religiøse fraktioner, som vil føle det som et angreb, der skal forsvares med en hævnakt, med risiko for at samfundsstrukturen vil revne, og hvem tør risikere det?

Måske behøver det ikke at gå så galt, for ved den sidste store revolution og afsløring for 150 år siden, da Darwin med sin evolutionsteori fejede gulvtæppet væk under skabelsesberetningen var man ikke bange for en offentliggørelse med efterfølgende debat, som fortsat kører uhindret.

Kun er det afskrækkende og forfærdeligt at skulle se frem til en stadig fortsættelse af de ovenfor nævnte følger af de tre store religioners indbyrdes forhold, som vil fortsætte globalt, så længe de eksisterer. Stillet overfor denne tilsyneladende kendsgerning ses ingen anden udvej, end at gøre som for 150 år siden, luk op for Pandoras æske og fortæl sandheden.

Ovennævnte resumé er skrevet af Bendt Ankarfeldt, forfatter til bogen “Bibelen historisk set – sandheden om bibelen“.