Sidste gang jeg var i kirke var ved min nieces konfirmation. Gudstjenesten og navnlig præstens prædiken til de unge mennesker var så gennemført jammerlig, at jeg fik taget mig sammen til at melde mig ud af folkekirken, som jeg havde været medlem af, siden mine forældre lod mig døbe for at glæde min mormor.

Hun mente, at folk risikerede at blive genfødt som alt muligt forfærdeligt, hvis de ikke var blevet døbt. Nu havde hun allerede været død i mange år, og da det oprindelig havde været til ære for hende og siden på grund af almindeligt sjuskeri, at jeg ikke havde fået meldt mig ud, så var det med at se at få det gjort.

Kordegnen benyttede sig ikke af det argument, som jeg har hørt, at andre er blevet stillet overfor: Jamen, hvad skal din familie så stille op, når du dør? Underforstået: Så kan du ikke blive begravet. Min udmeldelse af folkekirken forløb udramatisk, og jeg følte mig lettet over at være sluppet ud. Men hvad så? Hvad er det så, jeg tror på?

Mit umiddelbare svar er: Behøver jeg at tro på noget? Vorherre, Helligånden, Jesus og Jomfru Maria har altid rangeret i min bevidsthed på samme plan som nisser, og jeg har aldrig oplevet det som noget savn, at jeg ikke kan forestille mig nogen af dem, hverken treenigheden eller hø- og julenisser, som værende til.

Jeg kan selvfølgelig tydeligt se, hvor megen plat der bliver slået på Gud og Allah, og selv om jeg, når jeg skal være ærlig, er tilbøjelig til at opfatte religion som skadelig overtro, synes jeg i almindelighed ikke, der er nogen grund til at tage andre menneskers forestillinger om den slags ting mere højtideligt, end hvad de i øvrigt måtte mene om julemanden. Fred være med det.

Lad os her som andre steder glæde os over mangfoldigheden af stjernetegn, auramassage, helligånd, guruer, djiner, djævle, profeter og nissemænd. Der er noget fornøjeligt ved det religiøse supermarked, hvor muslimer ligger med enden i vejret ved siden af dansende gule buddhister, og salmesyngende syvendedagsadventister holder til dør om dør med spiritister med forskellige ånder i bankende bordben og svingende penduler.

Den ubehagelige selvgodhed, der er ved al slags frelsthed og missioneren forsvinder i det almindelige skrigeri, og enhver kan få lov at blive salig i sin tro.

Hvis jeg skulle have rådet konfirmanderne, ville jeg nok have opfordret dem til at tro på, at der er et liv før døden. Det forekommer mig at være en mere frugtbar sysselsætning end futile spekulationer over, hvad der skal ske eller ikke ske med en eller anden spøgelsesagtig åndelighed efter livets ophør.

Jeg ville fortælle dem, at de nok kunne have glæde af at tro på, at det kan nytte noget at tage del i livet, at de selv kan gøre noget, og at det, de gør, betyder noget.

Jeg synes, de skulle lægge mærke til, hvor meget det er muligt at lave om og gøre bedre, end det er nu, og hvor meget det er muligt at ændre vilkårene i tilværelsen, når man arbejder sammen med andre.

Sidste år har i den henseende været en glædelig, ja en opbyggelig tid:
Begivenhederne i Østeuropa og navnlig i DDR har endnu engang vist, hvor meget der her i verden kan ændres med fredelige midler – og, synes jeg også, hvor meget det betyder, hvad folk kan få sig taget sammen til at gøre i forhold til, hvad de bare tænker på og snakker om.

Selv om det selvfølgelig er en umulig diskussion om hønen og ægget, foretrækker jeg at tro på, at mennesker kommer til at tænke anderledes, hvis de lever anderledes, mens der ikke sker noget, hvis de nøjes med at forsøge sig den anden vej rundt og bare snakke og tænke på en anden måde.

Præster, munke og imamer har igen og igen gennem århundreder prædiket og prædiket for at få folk til at tænke anderledes, uden at der af den grund sker det allermindste. Først når mange mennesker sætter sig i bevægelse, gør noget andet end de plejer, om det så bare er at gå i demonstration hver mandag, først da sker der noget.

Og interessant nok: Ikke alene sker der noget, men det, der sker, er også ganske uforudsigeligt. Jeg har endnu ikke truffet nogen, der har været fræk nok til at påstå, at han eller hun havde forudset, hvad der ville ske i DDR fra lad os sige september 1989 til februar 1990.

Jeg tvivler ikke på, at de nok skal komme rendende alle de geschæftige prædikanter, der kan vise hvordan det hele er resultatet af en eller anden udgave af den rette tro, men endnu er situationen alt for uafklaret til, at idealisterne for alvor er dukket op.

Lad os i stedet for at bede bønner og vende vores sind mod Herren drage den lære, at det kan nytte at gøre noget for det, vi hver især synes, er det rigtige. Jeg kan godt se, at det er en tro, der ikke er helt uden risikomomenter. For hvis der ikke sker noget, hvis verden ikke bevæger sig i den rigtige retning, så må det selvfølgelig være, fordi det, jeg har været med til at gøre, har været for lidt og for dårligt.

Jeg tror på, at vi i min generation har gjort det bedre end den forrige gjorde det, men også på, at den næste vil kunne gøre det bedre, end vi har kunnet.

Jeg synes, vi er kommet et stykke på vej med at lave et mere åbent samfund, hvor kvinder har fået bedre muligheder, end de havde før, og hvor vi efterhånden er begyndt på at få styr på ressourceforbrug og forurening.

Jeg tror, de unge – mine niecers generation, den, der måtte stå det ud med den rædsomme præstemand til deres konfirmation – kan komme længere endnu. Jeg vil håbe, de vil kunne nå den ligestilling, som det ikke lykkedes os at få tilvejebragt.

Jeg tror også, de vil kunne komme længere i retning af afrustning og en fredelig verden, end vi er kommet, selv om jeg synes, netop det seneste års tid har været flot.

Noget af det, jeg selv har været gladest for, har været det tilbud, jeg har haft om at kunne få en ordentlig uddannelse. Jeg er bange for, at vi her i landet i for lang tid har isoleret os og ikke fulgt godt nok med i, hvad der er sket omkring os. Jeg ville være glad, hvis vi det næste par år sørgede for at give flest mulige af de unge tilbud om, at en væsentlig del af deres uddannelse kunne (og gerne skulle) finde sted i et andet land.

Jeg kunne tænke mig, at de unge blev bedre end vi til at tackle de problemer, der opstår, når kulturerne blandes.

Det ville glæde mig, hvis de kunne finde ud af, hvordan flygtninge og fremmedarbejdere kan integreres i et åbent dansk samfund.

Jeg synes, det er tydeligt at se, at vi på dette område i de senere år har forsømt at tage de opgaver op, som vi burde have haft taget op, og at vi er ved at opbygge nogle problemer med at få et multikulturelt og et multiracialt Europa til at fungere.

Vi i Danmark er – måske på grund af en forkvaklet debat om EF – sunket hen i en vidtdreven selvtilstrækkelighed i forhold til andre kulturer, og der er efterhånden megen indelukket fims, der trænger til at blive lukket ud.

Alligevel synes jeg, vi i min generation har været de allerheldigste. Det har muligvis været ligesådan for alle mennesker til hver en tid, men vi har trods alt de bedste grunde til at istemme med Jupiter hos poeten: »Hr. Pope har sagt sandt: Det er den bedste Jord.«

Af Ritt Bjerregaard, overborgmester i København, tidligere minister.
Kronik: Jeg tror på et liv før døden, trykt i Berlingske Tidende den 11. marts 1990.
Dengang: Formanden for den socialdemokratiske og folketingsgruppe.